Mediefags kerne er levende billeder i en kommunikativ, æstetisk, kulturel og samfundsmæssig kontekst. Faget forener en teoretisk-analytisk og en praktisk-produktionsmæssig tilgang til film, tv og nyere medier.
Faget giver eleverne viden, kundskaber og redskaber til at analysere levende billeder og den sammenhæng, de optræder i. Dette er af afgørende betydning for muligheden for at opleve og vurdere de informationer og påvirkninger, som man møder som bruger af medier. Faget giver endvidere viden, kundskaber og redskaber til at skabe og distribuere medieproduktioner.
På Haderslev Katedralskole tilbyder vi Mediefag som valgfag på både C og B niveau. Her lærer du at forstå levende billeder, og du tilegner dig viden omkring film- og tv. Du vil lære hvordan man bruger filmske virkemidler til at formidle et bestemt budskab på en helt speciel måde. Vi opbygger din teoretiske viden, så du får de rette redskaber til at kunne både analysere, vurdere og perspektivere medieproduktioner både nationalt såvel som internationalt. I Mediefag går vi i dybden med genrer, temaer og instruktører og øver os i de visuelle udtryk og hvordan de skabes. Du vil komme til at arbejde med egne produktioner og egne fremstillinger, så du får hands-on erfaring fra egne projekter. Du kan vælge Mediefag C, eller du kan vælge at trække faget op på B niveau, hvis du har lyst til at arbejde endnu mere i dybden med mediefaget.
Levende billeder er nutidens – og fremtidens – sprog. Al visuel kommunikation kan forstås verden over. Rundt i verden bruges der levende billeder til at fortælle de gode historier. Er du interesseret i at lære hvordan du formidler på en helt ny måde, så skal du vælge Mediefag som valgfag. Mediefaget er et kreativt fag, hvori der arbejdes både teoretisk og praktisk. Med den rette grundviden får du muligheden for at komme ud og bruge dine kreative evner rent praktisk.
Vi kan love dig for, at oplevelsen af film og tv aldrig bliver den samme som før!
Til slut vil du kunne komme op til mediefagseksamen og fremvise dine tillærte færdigheder indenfor enten tv, film eller andre medier.