Denne studieretning er for dig, der er vild med musik. Du vil få udfordret og udviklet dit musikalske univers og styrket din sproglige side. I både musik og engelsk vil du komme til at arbejde med, hvordan vi udtrykker os og kommunikerer med hinanden gennem sprog og musik.
Med musik på A-niveau vil du lære om musik i teori og praksis. Du kommer til at spille, synge og analysere forskellige genrer af musik, fx pop og rock, musical, klassisk musik, blues og jazz.
Du vil få en masse erfaringer med kor og band sammen med de andre fra klassen. Musikklasserne er en vigtig del af musiklivet på Haka, idet klasserne optræder på skolen til koncerter, åbent hus m.m. Desuden tager vi ud af huset og deltager i musikarrangementer fx sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester.
Det er ikke en forudsætning, at du kan læse noder eller kan synge og spille i forvejen, men det er selvfølgelig en fordel.
Man kommer ikke uden om, at engelsk er et vigtigt sprog, hvis man vil kunne begå sig i verden. Det er modersmålet i store geografiske områder som Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand, og samtidig er det det sprog, som vi benytter på tværs af landene i vores globaliserede verden. I engelsk på A-niveau lærer du at tale og skrive engelsk på et højt niveau, som gør dig klar til at blive verdensborger og til at studere sproget på en videregående uddannelse.
Du lærer i faget at blive dus med mange forskellige typer af tekster og digitale medier på engelsk, og du vil få en anvendelig værktøjskasse til at analysere og fortolke både sagprosa- og skønlitterære tekster samt film. Igennem tekstarbejdet vil du få øjnene op for verdenskendte forfattere, sangere, aviser og talere, som bruger eller har brugt det engelske sprog til at formidle deres sag og deres budskab, og du vil komme til at arbejde med emner, som på forskellig vis afspejler samfundsforhold, kultur, litteratur og historie i den engelsktalende og globale verden.
Emnerne kan være alt fra digital mobning til klimaforandringer, unges omgang med rusmidler eller fantasy-genren. Kun fantasien sætter grænser for de emner, som kan have relevans i engelsk på A-niveau. Ofte vil du dog især møde emner, som er interessante og relevante for netop den studieretning, som du har valgt.
Samarbejdet mellem musik og engelsk giver mulighed for at se nærmere på musikkens rolle i samfundet før og nu, samt at undersøge hvordan musik og tekst kan spille sammen i et samlet udtryk. Der er således masser af muligheder for fagligt samarbejde; nogle eksempler på emner kunne være soulmusik og Borgerrettighedsbevægelsen i USA, musicals, protestsange før og nu, musik og tekst i rap, romantikkens poesi og musik. Fagene kan også arbejde sammen om kreative produktioner, hvor du selv kommer til at arbejde med at skrive og komponere /arrangere.
Ved at klikke på linket kan du danne dig et overblik over, hvilke videregående uddannelser, studieretningen giver adgang til.
Du skal selv markere dit 2. fremmedsprog korrekt og angive niveau for dine øvrige naturvidenskabelige fag.